Vi strikker for Ukraine

Lokale plejehjem maler Vejle turkis under Landsstævnet og støtter en god sag i Ukraine.

Fællesskab, fest og kærlige tanker

Lige nu er tre lokale plejehjem i fuld gang med at strikke tørklæder med et kærligt formål.

De skønne kvinder på billederne kommer fra fællesskabet Bakkeagers Venner hos Plejecenter Bakkeager i Bredballe. Her mødes de én gang om ugen til kreative nørklerier, gode snakke og selvfølgelig kaffe og kage. Frem mod Landsstævnet hygger de sig med at strikke tørklæder, der skal være med til at male byen turkis under folkefesten.

Og det giver værdi, fordi det skaber sammenhold og fællesskab for dem at være en del af et projekt som dette og kunne bidrage til Landsstævnet, fortæller Kirsten Suhr, der står bag Bakkeagers Venner.

Men vigtigst af alt, så bliver tørklæderne, i samarbejde med den lokale NGO Klub Ukraina, sendt til Ukraine efter Landsstævnet. Iryna Panasyuk, formand for Klub Ukraina, siger om samarbejdet: ”Det er vigtigt for os, at Ukraine ikke bliver glemt. Hver lille handling gør en forskel, og disse tørklæder bringer både varme og håb til dem, der har brug for det”.

Klub Ukraina står sammen med Skt. Nikolaj Sogn bag to støttekoncerter for syge børn i Ukraine, der finder sted i kirken under Landsstævnet.

En stor og varm tak til de lokale ildsjæle fra ovenstående foreninger, samt plejecentrene Kastaniehaven og Gulkrog, der hjælper til at et projekt som dette kan lykkes.

Køb billet til støttekoncerten her

Se billederne fra en hyggelig eftermiddag her

1 / 6