I Brejning dyrker de fællesskab til lands og til vands

Brejning Bådklub inviterer til yoga og strandfitness – et fællesskab i bevægelse til lands og til vands.

Fællesskab og ro ved fjorden i Brejning

Ved Brejning Lystbådehavn holder Brejning Bådklub (BBK) til. De er omgivet af den smukke fjord, som også har sat sit præg på klubhuset, der matcher deres forkærlighed for det maritime. 
Men BBK tør også udvide repertoiret.

I fredags åbnede de nemlig klublokalet for ’Yoga og Strandfitness’ under “Bevægelsens År”, hvor yogainstruktør Ellen Luscia guidede 22 deltagere igennem barnets stilling, solhilsener og dybe indåndinger.

For som Ellen sagde:

- Forestil dig, at du på stranden. Du glider med bølgernes gang, for ro er en mangelvare, når hverdagen drøner afsted. Nu er vi kun her.

Det er således en pause i hverdagen. Initiativtager Jackie Holst Olsen fra Kajakudvalget fortæller, at det er en invitation for at samle nuværende medlemmer og tiltrække nye gennem motion og sociale aktiviteter.

- Vi har et stærkt fællesskab, for vi er nødt til at hjælpes ad og holde øje med hinanden, når vi begiver os ud på vandet i kajak, sejlbåd eller robåd. ’Yoga og strandfitness’ er derfor en mulighed for at dyrke sammenholdet i klubben, også på tværs af vores afdelinger.

Nogle deltagere er medlem af klubben, mens andre er venner, naboer og bekendte, og det er helt perfekt, for ”Yoga & Strandfitness” er for alle.

- Vi ville gerne lave et anderledes og sjovt tilbud, så folk kan lære os at kende og blive trygge i nærheden af vandet. Det håber vi, kan give dem lysten til at vende tilbage, måske til sommer på begynderkursus i kajak eller sejlerskole?

”Yoga og strandfitness” er ét ud af 27 initiativer i Bevægelsens år.

De er spredt over hele Vejle kommune, og på hver sin måde sætter initiativerne fokus på bevægelse og fællesskab før, under og efter DGI Landsstævne.

1 / 5

Fotos: Jonas Normann