Ny pulje skal sætte os i bevægelse
Vejle Kommune lancerer en ny pulje i anledning af DGI Landsstævne 2025. Har du en idé, der kan samle og bevæge os? Så kan du søge støtte til dit projekt i Bevægelsens år.
Sæt Vejle i bevægelse med din idé
Vi bevæger os. Vi bliver bevægede. Vi bevæger hinanden – og netop her har vi brug for dig.
Næste år kommer DGI Landsstævne til kommunen, og derfor lancerer vi en ny pulje, der skal markere et sandt Bevægelsens år.
Den kan du som medlem af en forening, en institution, virksomhed, privat kulturaktør og enkeltperson søge, hvis du har en god idé til et initiativ.
Du ved sådan en idé, der rykker os ud i fællesskabet. Puljen støtter op om 25 projekter i 2025.

