1.715 gratis landsstævnecykler
Nordea-fonden og DGI stiller en masse cykler til rådighed under DGI Landsstævne 2025. Finder du en, låner du den bare under Landsstævnet.
Cyklerne er til fri afbenyttelse for alle under Landsstævnet. Når du møder en cykel i Vejle, må du bruge den. Ingen app og ingen reservation. Bare helt enkelt.
Du kan for eksempel cykle langs Ramblaen, der er stævnets hovedgade, fra Vejle Station til Stævnecentrum. Her bliver helt sikkert flere anledninger til at stoppe op og få en oplevelse.
Nordea-fonden er hovedbidragsyder til projektet, og med deres støtte kan DGI altså tilbyde cykler til både deltagere, borgere og byens gæster.
Der følger cykelhjelm og -lygter med til hver cykel.
God tur, god folkefest og pas på hinanden.
Svar om trafik og vejlukninger
DGI Landsstævne 2025 finder sted den 3. juli til 6. juli, men allerede dagene inden kan du forvente at møde mindre trafikale ændringer i forbindelse med opbygningen af stævnet. Vær også opmærksom på lukning af flere gader i nattetimerne og under åbningsparaden gennem Vejle torsdag den 3. juli.
Du finder informationer, kort og datoer på siden ’Trafik før og under Landsstævnet’.
Der er flere muligheder for at komme frem til Stævnecentrum som borger eller gæst.
Hvis du kommer med bus eller tog til Vejle Station, hvilket vi anbefaler, kan du gå ad Ramblaen, der er stævnets hovedgade, som snor sig gennem Vejle og ud til Stævnecenrum. Ramblaen er fuld af oplevelser og anledninger til at gøre ophold. Læs mere om Ramblaen her.
Du kan også rejse gratis med en af stævnets shuttlebusser, som kører direkte til og fra Vejle Station og Stævnecentrum uden stop. Vi forventer mellem seks til otte afgange hver time. De er markeret med S.
Bemærk: det er gratis at rejse med by- og lokalbusser samt regionale busser i Vejle under hele Landsstævnet. Læs mere her.
Alle ruter vil være at finde i Rejseplanen-app og på Rejseplanen.dk. Med andre ord kan Rejseplanen hele tiden fortælle, hvordan du hurtigst kommer fra A til B under landsstævnet.
Det er også muligt at gøre brug af stævnets 1.715 gratis stævnecykler, når du bevæger dig rundt i Vejle. Finder du en, låner du den bare. Ingen app. Bare let og hurtigt. Læs mere her.
Hvis du kommer i bil, kan du parkere på én af stævnets midlertidige p-pladser, hvilket du kan læse mere om her. (OPDATERING: Alle parkeringsområder nær Stævnecentrum er nu udsolgt fredag og lørdag. Læs om alternative parkeringsmuligheder her)
Det kan du, ja. Vi har oprettet Kys og Kør-områder nær P2 og P4 (Anna Boesens Vej 4, 7100 Vejle, og Vestre Engvej 60, 7100 Vejle), hvor du kan blive sat eller sætte andre folk af. Du må holde i områderne i tre minutter. Det er altså ikke et sted, du kan holde og vente i lang tid på din bedstemor, nabo, kæreste eller barn.
Du finder områderne ved at trykke her.
Vi vil dog anbefale, at du bliver sat af ved Vejle Station for at mindske antallet af biler i området nær Stævnecentrum, men også for, at du ikke snyder dig selv for at opleve Ramblaen - stævnets hovedgade fuld af oplevelser, som strækker sig fra Kirkegade til Stævnecentrum i Ny Rosborg.
Der går desuden gratis shuttlebusser fra busbane 1 på Vejle Station direkte ud til Stævnecentrum og tilbage igen seks-otte gange hver time.
Ja, det er helt gratis at rejse med både by- og lokalbusser samt regionale busser i Vejle Kommune under Landsstævnet. Flere busser kører til og fra Vejle Station, hvor du har mulighed for at gå via Ramblaen, der er stævnets hovedgade, til Stævnecentrum, tage en gratis shuttlebus (kører seks til otte gange hver time direkte mellem Stævnecentrum og Vejle Station) eller cykle på en af de 1.715 gratis stævnecykler.
Du kan køre gratis med busserne fra onsdag morgen den 2. juli til og med søndag den 6. juli.
Alle ruter – både de specielle landsstævnebusser, der primært fragter deltagere fra lokale overnatningsstederne, og de almindelige by- og lokalruter samt regionale ruter – vil være at finde i Rejseplanen-app og på Rejseplanen.dk. Med andre ord vil Rejseplanen hele tiden kunne fortælle, hvordan du hurtigst kommer fra A til B under Landsstævnet.
Tog er ikke gratis.
Tryk her for vide mere om busbilletter og bustransport under Landsstævnet.
VIGTIGT: ALLE PARKERINGSOMRÅDER ER NU UDSOLGT FREDAG OG LØRDAG. Du finder en liste over andre parkeringsmuligheder i Vejle ved at trykke her - du kan blandt andet parkere i parkeringshuset Cronhammar på Sjællandsgade 10, 7100 Vejle i gåafstand fra Vejle Station.
Hvis du ankommer i bil, er der oprettet parkeringsområder omkring Stævnecentrum. Du finder kort og mere information om for eksempel køb af p-billet på siden ’Parkering under landsstævnet'.
Det er vigtigt, at du booker en p-billet på forhånd og har billetten klar ved indgangen.
Du kan også parkere i p-huset Cronhammar på Sjællandsgade eller eventuelt ved Bryggen, i det omfang der er ledige pladser (ingen mulighed for reservation). Fra Cronhammar kan du gå til Vejle Station og hop på en gratis shuttlebus (busbane 1), der kører direkte til Stævnecentrum.
Vi anbefaler, at du gør brug af offentlig transport til og fra Landsstævnet. På den måde får du også mulighed for at opleve Ramblaen, der snor sig fra Vejle Station til Stævnecentrum.
Der er stor interesse for vores mange handicapparkeringspladser. Blandt andet er der udsolgt om lørdagen. Men bare rolig, der er fine alternativer, hvis du eller en ven eller familiemedlem er gangbesværet. Du kan blandt andet:
- Du kan parkere i parkeringshuset Cronhammar på Sjællandsgade og tage en gratis shuttlebus direkte fra Vejle Station (busbane 1) og helt ind til Stævnecentrum
- Hvis du er meget gangbesværet, kan du blive sat af på begge sider af Vejle Station, mens din familie, venner eller andet parkerer i Cronhammar
- Du kan også blive sat af ved vores to Kys og Kør-pladser. De findes nær parkeringsområderne P2 og P4, som du finder her.
Hvis du stadig er i tvivl, kan du kontakte dgi.trafik@vejle.dk
Har du brug for lægehjælp, har vi oprettet samaritertelte, hvor du kan få hjælp til mindre, ikke-livstruende skader. Vi deler et kort over teltenes placering snarest.
Skal du til lægevagten eller på Vejle Sygehus i egen bil, kan du kun komme dertil på
veje, som ikke er spærret.
Ambulancer vil dog blive ledt frem, hvis du får brug for at komme på sygehuset ved akut livstruende sygdom.
Ændring: Tidligere har Vejle Kommune sat skilte op med parkeringsforbud under hele DGI Landsstævnet (3.-6.juli) på Vestbanevej samt andre nærliggende veje. Det er nu ændret. Efter mange borgerhenvendelser og spørgsmål om manglende beboerparkering supplerer vi tidlig onsdag de opsatte tavler med undertavler, som angiver, at forbuddet kun gælder lørdag den 5. juli kl. 08.00-18.00.
Du finder et kort over skilte med parkeringsforbud ved at trykke her.
Under Landsstævnet afvikles blandt meget et halvmaraton lørdag den 5. juli 2025. Det kan påvirke dine muligheder for at køre i området på dagen nær Vestbanevej (tryk her for at se kort over vejafspærringer i forbindelse med halvmaraton).
Vi vil gøre vores bedste for at minimere antallet af afspærringer, ligesom vi vil forsøge at åbne de
lukkede strækninger så hurtigt som muligt.
DGI Landsstævne 2025 holder åbningsparade gennem Vejle torsdag den 3. juli i tidsrummet 17.00 til 19.15. Ejendomme og virksomheder langs paraderuten vil senest i uge 12 modtage besked i e-boks om bl.a. tidspunktet for afspærringer.
Bor du til leje, skal du kontakte din udlejer, da denne modtager brevet.
Du kan også læse mere om åbningsparadens påvirkning af trafikken under 'Trafik i Vejle før og under landsstævnet'
Det bliver ikke muligt at bruge bilen inden for det afspærrede område under åbningsparaden torsdag den 3. juli fra klokken 17.00 til 19.15.
Du kan læse mere om åbningsparaden her.
Ved akut brug for hjælp af sundhedsmæssig karakter, henviser vi til spørgsmål seks.