
Kom med tog og gratis bus til Landsstævnet
Vi bliver mange deltagere og publikummer ved DGI Landsstævne. Vi anbefaler derfor, at du kommer til Vejle med offentlig transport.
Hvis du har mulighed for at lade bilen stå og gøre brug af offentlig transport til og fra DGI Landsstævne 2025, så gør det gerne. Vi bliver mange mennesker, der skal finde vej til Stævnecentrum i Ny Rosborg - og desuden er det også mere bæredygtigt. Du kan for eksempel køre gratis med bus.
Med tog til Vejle
Hvis du ankommer med tog, kan du gå ad Ramblaen, der er stævnets hovedgade, fra Vejle Station til Stævnecentrum i Ny Rosborg. Der bliver rig mulighed for at stoppe op og få en oplevelse eller forfriskninger undervejs.
Finder du en af de 1.715 gratis stævnecykler, som Nordea-fonden og DGI stiller til rådighed, må du bruge den. Ingen app og ingen reservation. Bare helt enkelt.
Desuden kører shuttlebusser direkte til og fra Vejle Station og Stævnecentrum seks til otte gange hver time. Det er også gratis - og det er let. Og de kører fra busbane 1 på Vejle Station.
Gratis med bus til Vejle
Under Landsstævnet er by- og lokalbusser samt regionale busser i Vejle Kommune gratis at køre med. De har enten stop ved Stævnecentrum eller Vejle Station.
Du kan gøre køre gratis fra onsdag morgen den 2. juli til og med søndag den 6. juli.
Alle ruter – både de specielle landsstævnebusser, der primært fragter deltagere til og fra lokale overnatningsstederne, og de almindelige by- og lokalruter samt regionale busser – vil være at finde i Rejseplanen-app og på Rejseplanen.dk. Med andre ord kan Rejseplanen hele tiden fortælle, hvordan du hurtigst kommer fra A til B under Landsstævnet.
På rute 204 til Børkop og Brejning er der ekstra afgange lørdag og søndag. Der er også planlagt natbuskørsel til Vandel (via Bredsten og Nørup), Egtved (via Jerlev og Ødsted) og Hedensted, så man også som en lokal gæst kan komme hjem i seng. Til Give og Thyregod henviser vi til tog. Se alle afgange på Rejseplanen.dk.
Hvis du køre med regionale busser, skal du 'købe' en gratis billet i appen Rejsebillet. Du finder billetterne under 'Øvrige biletter' og derefter 'Specialbilletter'. Du skal 'købe' en ny billet hver dag, du deltager. Billetten gælder med andre ord ikke alle dage.
De regionale ruter under Sydtrafik er: 43, 143, 103, 111, 115, 117, 119, 166 samt Midttrafiks ruter 202, 205 og 215.
Direkte linje mellem Vejle Station og Stævnecentrum
Gratis shuttlebus i Vejle
Du kan benytte vores gratis shuttlebusser under stævnedagene, der forbinder Vejle Station (busbane 1) med Stævnecentrum i en direkte linje.
Shuttlebusserne starter onsdag klokken 16 fra Vejle Station og 16.15 fra Stævnecentrum og kører frem til klokken 23.00 onsdag.
Torsdag-lørdag er der kørsel fra klokken 7.00-01.00.
Søndag er der kørsel fra klokken 8.20-13.00.